Biskoppens månedshilsen

Når hundredvis af stemmer løfter sig sammen i en rolig melodi, der er formet gennem 1000 år; når en enkelt menneskestemme uden nogen form for forstærkning sætter luften i bevægelse oppe under de høje hvide hvælv; når Pigekorets stemmer fletter sig ind i hinanden i nutidens måder at sætte toner sammen på – ja, så forstår man, at Domkirkens rum er bygget til sang, og at der stadig er stemmer til at fylde den og bringe sangene videre ind i fremtiden.

I den forløbne weekend har der virkelig været fest i Haderslev – og det var endda kun begyndelsen på begivenhederne i forbindelse med 500-året for Reformationen i Haderslev.

Fredag var omkring 450 menighedsrådsmedlemmer, præster og medarbejdere fra hele stiftet samlet til landemode  for at høre bl.a. det aktuelle arbejde i Kirkernes Verdens råd som på globalt plan er en organisation for samtale og forståelse på tværs af alle konflikter, og som også vores folkekirke er en del af. Og så som sagt for at synge og fejre gudstjeneste sammen – og lytte til såvel gregoriansk sang, der mindede om den form for musik, som munken Ansgar for 1200 år siden bragte til landet, som til Haderslev Domkirkes Kantori, som fyldte sindene i den fyldte kirke med skønhed. Og søndag var det så festgudstjeneste i anledning af Reformationen, der fyldte kirken med gæster fra Wittenberg og fra de øvrige stifter, Prinsesse Benedikte og greveparret, borgmestre og byråd og repræsentanter for værn og institutioner, det ”officielle Danmark”. Og de sang. Og Domkirkens Pigekor sang. Og alle spiste Gode Råd og drak kaffe bagefter, hvor museumsleder em. Lennart Madsen fortalte om, hvad der egentlig skete, den gang for 500 år siden.

Måske er det tidens stemning af bekymring og fremmedgørelse, der sætter disse begivenheder i relief: Det var og er i den grad oplivende, at mennesker vil komme sammen i det virkelige liv og give deres stemme med. Det er befriende at mærke den menneskelige stemme uden digitale virkemidler. Og det er opmuntrende at opleve, at erindringen om fortiden åbner døre for at tage fat på fremtiden og de forandringer og re-formationer, som vi kommer til at være en del af. Der er folk, der synger sammen. Det i sig selv er håbefuldt.