Biskoppens månedshilsen

Græskar, spindelvæv og selvlysende skeletter overalt i gadebilledet. Der er meget godt at sige om Halloween. Dels betyder den, at julepynten ikke kommer op i forretningerne allerede i efterårsferien. Dels, at græskar er kommet til ære og værdighed, selv i børnemenuen. Dels, at mennesker mødes om noget fornøjeligt.

I kirken er Halloween bare det engelske ord for Allehelgensaften. Allehelgensdag d. 1. november og Allehelgens søndag den første søndag i november er dage, hvor vi mindes vores kære døde og dem, der bragte troen videre. Dagen før, Allehelgensaften - hallow evening – d. 31. oktober, er også den dag, hvor Martin Luther slog sine teser op på kirkedøren i Wittenberg, fordi der kom rigtig mange mennesker i kirken dagen efter på Allehelgensdag. (Reformationsdagen er helligdag og fridag i Tyskland - blot som inspiration, hvis der nu skulle være politisk interesse for at indføre endnu flere helligdage).

Det er klart, at de amerikanske og mellemamerikanske skikke, der forbinder Halloween med uhygge og ideer om, at de døde hjemsøg de levende som genfærd og zombier og klaprende skeletter ikke har noget at gøre med den kristne bevidsthed om, at vi ikke skal frygte døden, og at de døde hviler i fred hos Gud. Og slet ikke med et af reformationens kernebudskaber: Skærsilden og uhyggelige mellemtilstande med liv og død skal vi ikke lade os skræmme af eller betale penge for at undslippe. De døde har ikke magt over de levende og de levende ikke over de døde. 

På den måde er halloween-monstrene svære at forbinde med Allehelgens lys og fred. Men: En kat i en tønde og boller med glasur har heller ikke rigtig noget at gøre med fastetidens åndelige forberedelse til påske. Og alligevel lever den kirkelige og den folkelige fejring af fastelavn fint sammen og giver anledning til både fornøjelse og forkyndelse. Det samme gælder Halloween-Allehelgen.

Der er nemlig det gode at sige om Halloween, at det bringer mennesker sammen. I en tid, hvor vi er holdt op med at gå spontant på besøg hos hinanden, åbner folk døren for hinanden. Børn og voksne gør sig umage og at laver sjov med det, man er bange for. Børn får de voksne i tale om døden og frygten, om virkelighed og fantasi. At det så også gavner handlen, kan man alt efter budget se positivt eller negativt på. Men lys i smilende græskarhoveder i mørket er det svært at lade være at holde af.